tirsdag den 14. juli 2009

Rigtig dansk sommer









Så er det blevet sommer her i lille Dannevang, der er tour i fjernsynet, hvilket er rigtig god eftermiddagunderholdning, sammen med et strikketøj.
Poul Erik er ferieramt, så græsset bliver trimmet, og der bliver bundet fluer til den fisketur han drømmer om.
Jeg arbejder stadig, og venter endnu et par dage inden jeg holder ferie, men der skal alligevel laves forråd af de ting som vi har masser af for tiden, det vil sige agurker i drivhuset, som bliver syltet og puttet i glas, ligeledes er der også masser af basilikum, så der bliver lavet pesto til fryseren.
De rødbeder som blev sået, for at have spæde rødbedeblade til salatskålen, har også vokset sig store, og der blev så lige til fire glas syltede rødbeder.
Nu skal vi lige straks i gang med at plukke solbær og ribs, det vil jo nok også blive til et par glas syltetøj.
For tiden er vejret sådan, at vi nyder det, og der kan laves lidt forskelligt på matriklen. I dag har der været ca. 23 grader, og det er meget passende. Vasketøjet hænger på snoren, og bliver nok tørt inden sengetid.
I gryden simrer der en kyllingeret med løg, champignon, fransk estragon og fløde, og den skal indtages med pasta, og agurkesalat med dild.
I morgen vil spise "brændende kærlighed" med de nysyltede rødbeder til.
Sådan går sommeren her.

lørdag den 4. juli 2009

Nydning


Der har været så varmt de sidste dage, så tungen har hængt ud af halsen på mig og jeg har gispet at varme, så her til morgen nydes det at jeg igen har energi til at se om der er noget på matriklen der skal udforskes. Der bliver snuset, har der været en kat eller et pindsvin, er der fugleunger som skal jages, er der faldet lidt krummer ned fra foderbrættet, som jeg skal spise. Der er meget at se til.

tirsdag den 30. juni 2009

Lænkehund


Når vi besøger Sune i Skive, bliver jeg til en lænkehund.
Herhjemme går jeg jo frit rundt i en stor have, man det er der ikke mulighed for hos ham, måske kan jeg få lyst til at gå på opdagelse på egen hånd, og det synes familien ikke så godt om.
Der hvor Sune bor, er der også en del katte, da der hver dag kommer en "Kattemand" og fodrer de vilde katte, lige under hans svalegang, og det vil jo nok også friste mig over evne.
Det med at være lænkehund, går også fint, nå der er godt vejr, så døren er åben til lejligheden hele dagen. Det er jo rart at have styr på mine mennesker.

fredag den 5. juni 2009

Udeliv


Mon ikke de, altså Poul Erik og Conni, snart har tænkt sig at få tipien stillet op, så jeg kan få lov til at sove ude om natten, det håber jeg snart sker, for så kan jeg jo selv gå ud når der bliver lyst, og måske der der nogle fugle som skal forskrækkes, eller en kat som har forvildet sig ind må mine enemærker, og det kan jeg ikke være tilfreds med.

onsdag den 3. juni 2009

KLar til leg


Jeg står lige uden for terrassedøren og venter på, om der mon ikke er en som har lyst til at komme ud i haven for at lege med mig. Det er mest hyggeligt udenfor, når jeg ikke skal være der alene. Så kom dog, så vi kan få lidt sjov!

søndag den 31. maj 2009

Skygge


Det er varmt at være hund og bære pels om sommeren, så det er dejligt at der kan findes et skyggefuldt sted at opholde sig. Sussi fandt nu stedet først, og så kunne jeg jo lige så godt gøre hende selskab under træerne i birkelunden. Hun var nu noget kedelig at være sammen med, for hun sov bare, men som den gode hund jeg er, blev jeg trofast ved hendes side, for at passe på hende.

fredag den 29. maj 2009

Livsnyder


Man forstår vel at nyde livet.
Er der noget bedre end når solen skinner, og man så kan flade helt ud på græsset, bare dase og holde øje, om der kommer en fugl forbi, som lige skal forskrækkes. Prøv lige at tænk på, at maden bliver serveret, jeg bliver kælet og klappet, hvis jeg ser bedende nok ud, og ellers skal jeg ingenting gøre, absolut ingenting.